Hvad søger du?

6 juni 2023

Fuglene har taget Lungholm Sø til sig

Lungholm Sø blev etableret i 2020, og siden har Femern A/S monitoreret udviklingen af naturen i og omkring søen.

Den tre år gamle erstatningssø, Lungholm Sø, er i god tilstand, når det gælder fuglelivet ved søen. Det er den umiddelbare konklusion, efter at Femern A/S i slutningen af maj foretog en registrering af fugle i og ved søen.

”Vi kunne konstatere, at der er de fuglearter, som vi kunne forvente i et område, som det Lungholm Sø udgør. Allerede ved registreringen i 2022 blev der af ynglende fugle registreret 15 arter, herunder hættemåge, knopsvane, klyde og stor præstekrave. Også disse arter er til stede i år, og det er meget positivt”, lyder det fra Ulrich Ziedler, fugleekspert fra Rambøll, der bistår Femern A/S med fugleregistreringen.

”Vi kan ligesom sidste år konkludere, at fuglene har taget Lungholm Sø til sig. Det er meget positivt, at vi kan se et så rigt og varieret fugleliv omkring søen. Nu venter den endelige vurdering af søens tilstand, hvor undersøgelser af vandkvaliteten, registrering af pattedyr og krybdyr samt vegetationen vil indgå, men den umiddelbare vurdering er, at søen i høj grad ser ud til at være god tilstand”, siger Ditte Marie Hjort, projektleder i Femern A/S.

Tranepar registreret
Et tranepar er desuden registreret 12. maj i forbindelse med Femern A/S’ monitering af paddehuller vest for Lungholm Sø – og det er en nyhed, der glæder Ditte Marie Hjort.

”Traner er sky fugle og kræver ro og fred med begrænset menneskelig færden – især i yngletiden. Derfor kan de også ofte være ret svære at få at se og registrere som ynglefugl. Helt frem til omkring 1990 var den samlede bestand kun 3 til 5 par – alle i Nordjylland. Men tilbage i 2017 blev tranen registreret ved Saksfjed og igen i år er den altså i området”, fortæller Ditte Marie Hjort.

Selvom der er adgang til området via stier langs Lungholm Sø, er det vigtigt, at man ikke opholder sig tæt på søen. Det gælder særligt i yngleperioder, som går indtil midt juli.

Femern A/S etablerer erstatningsnatur
Som kompensation for den natur, der inddrages på Lolland som følge af byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen etableres der erstatningsnatur i nærområdet i størrelsesforholdet 1:3. Der er i den forbindelse fokus på at sikre forskellige naturtyper og variation af levesteder for fugle og dyr, fisk, insekter og planter.

Som en del af kompensationen blev Lungholm Sø etableret i 2020 som erstatning for Strandholm Sø, som blev nedlagt som følge af opførelsen af rampe og portal til Femern Bælt-forbindelsen.

Søen er cirka 8 ha stor og omgivet af cirka 8 ha bredzone. I søen er der desuden etableret tre mindre øer til de ynglende fugle.

Overvågningen af søens udvikling startede i 2021 og gentages årligt.

”Fugleregistreringen er en del af dem samlede monitorering af Lungholm Sø. I løbet af de kommende måneder vil vi også foretage undersøgelser af blandt andet vandkvaliteten, registrering af pattedyr og krybdyr samt vegetationen”, fortæller Ditte Marie Hjort.

 

Lungholm Sø, der her ses fra luften, blev etableret i 2020.

Connecting Europe
Sprog: Dansk

Sprog: Dansk