Hvad søger du?

16 november 2022

Ny kampagne gør arbejderne frostklar på tunnelbyggepladsen

Den danske vinter er kommet, og derfor sætter Femern A/S i samarbejde med entreprenørerne nu et særligt fokus på arbejdernes sikkerhed i de kolde måneder og vinterforanstaltningerne på Danmarks største byggeplads.

Femern A/S, FLC og FBC har skudt kampagnen ”Get Ready for Winter” i gang henvendt til de omkring 1000 arbejdere på Femern Bælt-projektet.

Kampagnen er en del af Femern A/S’ sikkerhedsinitiativ Target Zero – A State of Mind.

Formålet med sikkerhedskampagnen er at fortælle om, hvordan man bedst passer på sig selv og kollegaerne i vintermånederne, og hvilke foranstaltninger, entreprenørerne sætter i værk. Det skal bidrage til, at man kan færdes på byggepladsen uden fare for ulykker.

For at oplyse arbejderne om sikkerhed på pladsen i vintersæsonen går vi sammen med entreprenørerne FLC og FBC og laver forskellige pop-up events på pladsen de næste to måneder. Her vil arbejderne blandt andet se en film om emnet og få lidt til den søde tand. Ud over den normale vinterpåklædning får de ansatte desuden udleveret en halsedisse, der skal beskytte dem mod vinterkulden. De første pop-up events er blevet gennemført og vi er både blevet mødt med smil og interesse”, siger Femern A/S’ fungerende Health & Safety Manager Gintaras Vagelas. 

Samtidig lægger entreprenørerne også sidste hånd på en række vintertiltag på pladsen, såsom snerydning og saltning.

Vind din nationale fodboldtrøje

VM-feberen er også ved at indfinde sig på byggepladsen, og som en del af sikkerhedskampagnen har arbejderne mulighed for at vinde deres nationale fodboldtrøje ved at deltage i en sikkerhedsquiz.

”Fodboldinteressen er stor blandt alle på projektet og det vidner det høje antal quizdeltagere om. Det er noget, der optager alle på projektet, så det vil vi naturligvis gerne støtte”, siger Gintaras Vagelas.

Connecting Europe
Sprog: Dansk

Sprog: Dansk