Hvad søger du?

Til lærerne

Byg ud af boksen med dine elever!

Udforsk Danmarks største byggeri nogensinde – Femern Bælt-projektet mellem Danmark og Tyskland. Med det afsæt designer og bygger I jeres egen lokale forbindelse, som får mennesker til at mødes på nye måder.

Forløbet er projektorienteret, tværfagligt og inkluderer fælles mål fra dansk, matematik, natur/teknologi, håndværk og design, fysik/kemi, historie, biologi samt uddannelse og job.

Skitsering af undervisningsforløbet

Klassen starter med at lære om Femern Bælt-tunnelen gennem spil og fælles aktiviteter. Her deler eleverne sig i grupper, hvor de vælger et af de tre temaer ’Byg smart’, ’Byg med drømmeholdet’ eller ’Byg med naturen’. Derefter skaber hver gruppe et projekt, som viser og undersøger, hvordan de kan skabe lokale forbindelser. Hver gruppe bygger et element til en fælles model af tunnelen, der viser deres idéer, og som klassen udstiller til slut.

Materialer, plakat og læringsspil

Hele forløbet støttes af et elev-website og lærervejledning med arbejdsark, som I kan se her, ligesom det visualiseres undervejs med en stor oversigtsplakat i klassen. Plakaten giver overblik, er interaktiv og tilføjer et spilbaseret element. Der indgår også to andre læringsspil i materialet, det ene printer I selv, og det andet får I tilsendt sammen med plakaten, når I tilmelder jeres skole – helt gratis! Bestil det her.

Formålet med forløbet er, at eleverne

… tilegner sig viden om Femern Bælt-byggeriet og nogle af de vigtigste tilknyttede fagligheder.

... bliver mødt i øjenhøjde og forholder sig aktivt og autentisk til tematikker knyttet til byggeriet.

... diskuterer og reflekterer over, hvordan vi som mennesker er forbundne til hinanden, til fortiden og til fremtiden.

OVERSIGT OVER FORLØB

TunnelTalenter er et projektorienteret undervisningsforløb over 12-24 lektioner med mulighed for udvidelse. Det er også velegnet til en emneuge eller et længerevarende projektforløb. Forløbet er udviklet med fokus på krydsfeltet mellem elevmotivation, varierede didaktiske strategier og med stor vægt på det praksisfaglige og de mange spændende fagligheder, der arbejder i Femern Bælt-projektet.

"Særligt den tværfaglige tilgang, hvor STEM/naturfag formidles i samspil med andre mere æstetiske fagligheder, synes jeg er en stor kvalitet ved materialet. Det stemmer rigtig godt overens med en engagerende, udforskende didaktik, som skaber nysgerrighed og gør læringen interessedrevet. Der et meget varieret materiale, hvilket jeg synes er en rigtig god ting. Det giver mulighed for at være aktiv og engagere sig på mange forskellige måder som elev. Det er tydeligt, at der er tænkt over sanselige og oplevelsesbaserede elementer."

- Connie Svabo, leder af Forskningscenter for Naturvidenskabelig Uddannelse og Formidling (FNUG) på Syddansk Universitet

”Jeg troede, mine elever var for store til at gide bruge hænderne og være kreative – men det kan jeg da tydeligt se, at de virkeligt synes, det er spændende. Det har været meget inspirerende at se.”
Lærer for 6. klasse på Borgerskolen.


”De plejer at bruge meget mere tid fx på en opgave, hvor de skal fremlægge. Det var rigtig interessant at se, hvad de faktisk kunne nå på den tid, de havde – det var meget imponerende” Lærer for 7. klasse på Kokkedal Skole.

 ”Det er en kæmpe succes. De er helt anderledes engagerede end de plejer. Og alle kan være med.” (...) ”Flere elever, som kæmper med forskellige vanskeligheder, har deltaget på en helt anden måde i dag, end de plejer."
Lærer, 6. klasse, Søllested Landsbyordning.

Connecting Europe
Sprog: Dansk

Sprog: Dansk