Sund & Bælt nedsænker næste del af Femern Bælt-tunnelen
Det andet tunnelelement til Femern Bælt-forbindelsen er nu installeret. Operationen begyndte tirsdag aften med udsejlingen af tunnelelementet. Fem slæbebåde stod for at trække det 73.500 ton tunge betonelement ud til tunnelrenden, hvorefter det blev placeret præcist i position ved hjælp af wires. Natten til fredag begyndte nedsænkningen, og lørdag morgen var det på plads på havbunden.
Hvor det første element blev placeret ved tunnelportalen, skulle det nye element kobles sammen med det forrige element, der blev nedsænket i maj. Med to elementer på plads er godt 500 meter af den 18 kilometer lange tunnel nu installeret.
”Selvom det nu er anden gang, vi nedsænker et tunnelelement, så er det en kompleks opgave, der kræver fuldt fokus hver gang. I takt med at entreprenørerne får mere erfaring med processen og udstyret, forventer vi at kunne øge tempoet i arbejdet,” siger Lasse Vester, vicekontraktdirektør i Sund & Bælt.
Femern Bælt-tunnelen vil i alt bestå af 89 betonelementer, der samles på Nordeuropas største byggeplads ved Rødbyhavn på Lolland. Hvert element er lige så stort som et fragtskib, og lige som skibe har Sund & Bælt besluttet at give dem deres eget navn.
Femern Bælt-forbindelsen er en vigtig del af fremtidens europæiske transportnetværk TEN-T. Derfor bliver hvert element opkaldt efter europæiske byer langs korridoren, der strækker sig fra Malta i syd til Finland i nord. Dette element har fået navn efter den svenske by Lund.
I de kommende dage bliver elementets sider dækket med sten og skærver for at sikre, at det ligger helt fast i tunnelrenden. Herefter går forberedelserne i gang til nedsænkningen af det næste element.
Find billeder fra operationen her: Fehmarnbelt tunnel - Immersion - Press kit
Om Femern Bælt-projektet
Femern Bælt-projektet er et af Europas største infrastrukturprojekter. Den 18 km lange sænketunnel mellem Danmark og Tyskland bliver verdens længste. Tunnelen får en motorvej med to spor i hver retning og to elektrificerede jernbanespor. Rejsetiden bliver 10 minutter i bil og 7 minutter med tog. Femern Bælt-forbindelsen vil styrke forbindelsen mellem Skandinavien og resten af Europa. Projektet er brugerbetalt og gennemføres med støtte fra EU.