
Sund & Bælt anlægger Campus Femern på den tidligere kartoffelfarm Strandholmgård tæt på byggepladsen i Rødbyhavn. Vi udnytter gårdens flotte omgivelser og bygger nye fleksible faciliteter, som skal danne de fysiske rammer for et stimulerende og trygt lærings- og arbejdsmiljø.
Campus Femern skal være bo- og læringsmiljø, hvor lærlinge, elever, studerende og forskere har deres daglige gang. Efter tunnelens åbning vil faciliteterne blive justeret til at imødese behovene for drifts- og vedligeholdelsesmandskabet samt det beredskab, der skal rykke ud i nødstilfælde.
Udover at understøtte Femern-projektets fokus på social bæredygtighed bliver Campus Femern bygget og drevet med et lavt CO2-aftryk og med respekt for naturen og omgivelserne rundt om Strandholmgaard. Dette gøres blandt andet ved at anlægge solceller, yderligere beplante området samt anvende klimavenlige byggematerialer- og metoder.

Gården - hjertet af Campus Femern
Fælleshuset ligger i centrum af Campus Femern og er det sociale mødested. Det består af det renoverede gamle hovedhus fra det tidligere Strandholmgård og et nyt grønt Orangeri, der ligger i forlængelse af hovedhuset. Kontrasten mellem det gamle og det nye skaber en perfekt ramme for det sociale liv på Campus.
I stueetagen af Fælleshuset ligger Campus-kantinen med køkken, hvor de unge kan lave deres egen mad, og spise sammen med resten af beboerne på Campus. Ved siden af kantinen ligger Orangeriet - et grønt, åbent rum – hvor der igennem glasset er fri udsigt udover Campus og boligerne. Orangeriet er et af de naturlige samlingspunkter i Campus.
På 1. sal i Fælleshuset ligger loungen, der indbyder til socialt samvær i hyggelige omgivelser. Her har de unge mulighed for at være aktive eller slappe af. Der er rum med bløde stole, tv-udstyr, bordtennis og bordfodbold.

Hytterne - boligerne til lærlingene
Campus Femern har 26 boliger, hvoraf der i 2 af dem er plads til kørestolsbrugere. Boligerne er samlet i små klynger af 3 eller 4 huse, der alle er en del af en større helhed og harmonerer med de naturskønne omgivelser i Fælleshusets grønne område.
Boligerne er beregnet til én person, hvor der gives mulighed for privat- og studieliv. Samtidigt kan man søge fællesskabet i udelivet eller i de fælles bygninger. Alle boliger er centreret omkring Fælleshusets Orangeri, og som beboer indgår man let i det daglige liv og aktiviteter på Campus. Den fysiske placering af boligerne fremmer sammenholdet, og der er aldrig langt til nærmeste nabo.
Hver bolig, der er på 16 m², er møbleret og klar til indflytning. De er smart indrettet med fokus på optimal udnyttelse af pladsen og inkluderer et tekøkken, toilet og bad, seng, skab, bord og stol, opbevaringsløsninger og gardin.
Indretningen består af moderne enkelte materialer der giver et indbydende og varmt miljø med godt indeklima.

Laden - værkstedet på Campus Femern
Værkstedet på Campus Femern giver beboerne mulighed for at bruge deres håndværk. Her er også et fitnessrum med omklædning, hvor de selv kan være med til at bestemme udstyret i såvel værkstedet og fitnessrummet.
Værkstedet er også tænkt som et socialt samlingspunkt, hvor beboerne kan mødes, dele erfaringer og samarbejde om projekter.
Derudover har beboerne mulighed for at vaske deres tøj og arbejdstøj i værkstedsbygningen i en fælles vaskemaskine.


“Jeg kommer fra Silkeborg, og jeg har ikke nogen bil, så Campus Femern er en helt oplagt mulighed for mig. ”
Sebastian, Smedelærling, Femern Bælt-projektet