Hvad søger du?

5 februar 2025

Nyt udsigtspunkt ved Femern Bælt-tunnelen skal fascinere og inspirere

Femern Bælt-projektet åbner nu for det nye udsigtspunkt Pilen, der skal give besøgende mulighed for at komme tættere på det store tunnelbyggeri ved Rødbyhavn og bidrage til at inspirere unge til at vælge uddannelse inden for byggebranchen. Åbningen sker torsdag den 6. marts.

Femern Bælt-projektet åbner nu Pilen - det nye udsigtspunkt tæt på byggeriet af Femern Bælt-tunnelen ved Rødbyhavn.  

Åbningen finder sted torsdag den 6. marts fra kl. 12.30-15.00 for enden af Gl. Badevej i Rødbyhavn. 

Selve indvielsen foretages af borgmester Holger Schou Rasmussen, Lolland Kommune, formand for Dansk Metal, Claus Jensen, og administrerende direktør Mikkel Hemmingsen, Sund & Bælt, sammen med lærlinge fra entreprenørkonsortiet Femern Link Contractors, FLC.   

Pilen er en 217 meter lang rampe tæt på det sted, hvor tunnelen begynder, og tog- og biltrafikken i fremtiden kører ned i den 18 kilometer lange tunnel til Puttgarden. Rampen slutter i en spids 24 meter over det omgivende landskab med adgang for alle hele vejen til toppen. 

Det nye udsigtspunkt skal give beboere og gæster i lokalområdet en enestående udsigt til arbejdet på verdens længste sænketunnel samt bidrage til at inspirere unge til at gå den faglærte vej. 

”Vi glæder os til at kunne vise Pilen frem og bringe de mange bygge-interesserede besøgende tættere på det fascinerende byggeri af Femern Bælt-tunnelen. Det er vores håb, at især mange børn og unge vil besøge Pilen og blive inspireret til at vælge en uddannelse inden for bygge- og anlægsbranchen”, siger Maria Steno, kommunikationsdirektør i Sund & Bælt.  

Pilen er tegnet af ARUP og opført af Per Aarsleff A/S. 

 

Tilmelding 
Der er tale om et offentligt arrangement, hvor alle er velkomne. Dog anbefaler Sund & Bælt, at interesserede tilmelder sig, da der ikke er mulighed for parkering ved Pilen på dagen. Sund & Bælt stiller derfor gratis busser til rådighed, der vil transportere gæsterne til og fra arrangementet.  

Busserne kører fra Rødbyhavn Sportshal, Havnegade 101 i Rødbyhavn, i tidsrummet 12.15-13.00. Der er mulighed for parkering ved sportshallen.   

Tilmeldingen sker på: https://femern.com/da/information-til-naboer/arrangementer/abning-af-pilen/.

 

PROGRAM 

Kl. 12.30: Teltet åbner 
Du kan opleve: 
- Hvordan det er at være lærling på Nordeuropas største byggeplads 

- Den nye vandrerute fra Pilen til Femern-udstillingen i Rødbyhavn 

- Femern Bælt-projektet fortalt af vores guider 

- Elever fra Lolland International School viser deres egen model af Pilen   

 

Kl. 13.30: Velkomst ved Mikkel Hemmingsen, adm. direktør i Sund & Bælt  

- Tale ved Mads Haugbølle Behrendsen, formand for Erhvervsskolernes ElevOrganisation  

 

Kl. 13.50: Pilen åbnes af borgmester Holger Schou Rasmussen, Lolland Kommune, formand for Dansk Metal, Claus Jensen, og adm. direktør Mikkel Hemmingsen, Sund & Bælt, samt lærlinge fra Femern Link Contractors.  
 

Kl. 15.00: Tak for i dag 
 

Der vil blive serveret drikkevarer og ”Pilen-kage” i et telt opsat til lejligheden. Busserne kører retur til Rødbyhavn Sportshal fra kl. 14.00 med sidste afgang kl. 15.00.  

Connecting Europe
Sprog: Dansk

Sprog: Dansk