4 marts 2025
Som Danmarks største infrastrukturprojekt er det særligt vigtigt, at byggeriet af Femern Bælt-tunnelen bidrager positivt til uddannelsen af faglært arbejdskraft. Derfor har Sund & Bælt stillet krav til entreprenørerne om at levere mindst 500 lærlingeårsværk i løbet af projektets anlægsfase. Det mål er nu allerede halvvejs opfyldt.
Fra byggeriets begyndelse frem til i dag er der gennemført 269 lærlingeårsværk. I øjeblikket er der 89 fuldtidslærlinge tilknyttet hovedentreprenøren FLC fra 19 forskellige erhvervsuddannelser.
I alt beskæftiger projektet lige nu mere end 3.000 mennesker, og lærlingene er en vigtig del af arbejdsstyrken både nu og i fremtiden. Det glæder Sund & Bælt, at projektet har nået den vigtige milepæl og er halvvejs med lærlingemålet. For det kræver en stor indsats at tiltrække lærlingene.
”I Sund & Bælt føler vi et særligt ansvar for at tiltrække og uddanne fremtidens arbejdskraft. Det er afgørende for realiseringen af store infrastrukturprojekter, at flere unge får interesse og mulighed for at gøre en karriere inden for byggebranchen. Vi har sat ambitiøst mål, og vi er stolte over, at vi nu er halvvejs,” siger bæredygtighedsdirektør i Sund & Bælt Emilie Juel-Helwig.
Hos Dansk Metal glæder man sig over de gode muligheder, projektet giver de unge.
”Vores lærlinge på Femern får en kanongod uddannelse. De får stort ansvar på store projekter og bliver lært op af dygtige svende. Det er vi selvfølgelig glade for. Det er jo gode nyheder, at man nu på Femern er halvvejs med lærlingemålet. I Dansk Metal glæder vi os nu til at se, hvordan man vil nå endeligt i mål”, siger Per Andersen, der er faglig sekretær i Dansk Metal.
Fokus på samarbejde og trivsel
Langt den største del af lærlingeårsværkene er tilknyttet hovedentreprenøren Femern Link Contractors, FLC, der står for at uddanne 470 af de 500 lærlingeårsværk. Også her er der stolthed over, at mere end halvdelen af lærlingemålet nu er nået.
Ifølge lærlingeansvarlig hos FLC, Charlotte Lie Steen, skyldes det bl.a. en kombination af tæt samarbejde med uddannelsesinstitutionerne, lokale uddannelsesudvalg og et stort fokus på trivsel og læring.
”Det har betydet meget, at vi er synlige på erhvervsuddannelserne. Og så har vi lige siden byggeriets start haft et stort fokus på at sikre en god trivsel hos lærlingene gennem sociale aktiviteter, og en høj faglig kvalitet f.eks. med faglige dage ud af huset. Det fortsætter vi selvfølgelig med, indtil vi er nået helt i mål”, siger Charlotte Lie Steen.
Lærlingene på Femern Bælt-byggeriet spænder over mange forskellige faggrupper. En af dem er 20-årige Lukas Brix, som snart færdiggør sin uddannelse som smed hos FLC.
”Det har været en utroligt spændende og lærerig tid som lærling på Femern-projektet. At være en del af så stort og historisk et projekt har overgået mine forventninger. Jeg har fået en masse ansvar og erfaring, som jeg glæder mig til at trække på som færdiguddannet smed”, siger Lukas Brix.
At man nu er over halvvejs med lærlingemålet, betyder dog ikke, at Sund & Bælt tager let på udfordringen.
”Vi gør alt, hvad vi kan for at skabe et spændende og attraktivt læringsmiljø for lærlingene. Der er stadig et godt stykke vej til målet, og vi har også tænkt os at tage de gode erfaringer fra Femern Bælt-projektet med i andre infrastukturprojekter”, siger Emilie Juel-Helwig.
Fakta: