3 oktober 2024
Glæden er stor hos Femern Bælt-projektets hovedentreprenør FLC og hos bygherre Sund & Bælt efter, at det torsdag blev annonceret, at de har vundet Årets Læreplads 2024 på ZBC – Zealand Business College.
I alt 119 lærlinge og elever fra hele regionen havde indstillet deres arbejdsplads som ”Årets Læreplads”, men det var indstillingen fra Lizette Clausen – kontorelev hos FLC – der hev prisen hjem.
Ifølge Charlotte Lie Steen, der er Ansvarlig for lærlingeindsatsen hos FLC, er de utroligt stolte over at vinde Årets Læreplads 2024. Selvom det altid er en overraskelse at vinde en pris, havde FLC alligevel fornemmelsen af, at det kunne være i år, at prisen kunne hentes hjem.
- Vi har et stort fokus på det sociale i vores arbejde med vores lærlinge, da vi ved, hvor stor en betydning det har for elevernes trivsel, læring og udvikling. Når vi læser Lizettes ord, kan vi se, at vi er lykkedes med det arbejde. Hun fortæller, at vi har rykket hende fagligt, men også menneskeligt, og det er jo lige præcis dét, vi gerne vil, siger Charlotte Lie Steen.
FLC arrangerer blandt andet lærlingedage, hvor lærlingene kan styrke deres sociale sammen-hold. Lærlingene spiser frokost sammen og tager på faglige ture, og så arrangerer afdelingen festlige dimissioner for de lærlinge, der bliver færdige.
- Det betyder noget for vores lærlinge, at vi viser, hvor vigtige de er for projektet. Og lærlingene viser også deres påskønnelse – blandt andet med den fine indstilling til ”Årets Læreplads” som Lizette har skrevet, og som vi er utroligt stolte over, siger Charlotte Lie Steen.
Hos Sund & Bælt, der er bygherre på Femern Bælt-projektet, kan man heller ikke få armene ned over prisen for Årets Læreplads 2024. Det er nemlig en bekræftelse på, at det store fokus på lærlinge bærer frugt, fortæller Emilie Juel-Helvig, bæredygtighedsdirektør i Sund & Bælt.
- Som Danmarkshistoriens største infrastrukturprojekt har vi et særligt ansvar for at bidrage til at uddanne fremtidens kvalificerede faglærte. Vi kan kun lykkes med den målsætning, hvis vi har entreprenører, som tager opgaven på sig. Og det gør FLC til fulde, og den her pris er fuldt fortjent.
Hos FLC håber man, at prisen som Årets Læreplads, gør fremtidige lærlinge opmærksomme på de spændende karrieremuligheder, der er i at bygge verdens længste sænketunnel.
Som led i byggeriet har Sund & Bælt stillet kontraktkrav, der forpligter entreprenørerne til at oprette mindst 500 lærlingeårsværk i løbet af byggeperioden.
Fakta: