Den ny etablerede natursti, der strækker sig over 2 kilometer fra udstillingscentret i Rødbyhavn og ud til Pilen, giver en unik mulighed for at komme helt tæt på byggeriet af verdens længste sænketunnel samtidig med at det er muligt opleve den smukke, varierede natur omkring projektet.
Besøget kan med fordel starte i Sund & Bælts udstillingscenter, hvor man lærer om konstruktionen af Femern Bælt-tunnelen. Herfra er det muligt at bevæge sig ud på naturstien, der går gennem alt fra vildtvoksende baneterræn til vandhuller og en træsti også kaldet en boardwalk, som snor sig gennem vådområder og rørskove. Turen slutter ved udsigtspunktet Pilen, hvor det er muligt at nyde udsigten over byggepladsen.
For nylig inviterede projektleder i Sund & Bælt, Ditte Hjort, Michael Løvendal Kruse – hovedbestyrelsesmedlem i Danmarks Naturfredningsforening og repræsentant for Femern-projektet – med ud på naturstien. De delte deres oplevelser og tanker om projektet og området.
Se deres tur i videoen nedenfor.
Praktisk information:
- Udstillingscentret har åbent mandag til fredag fra kl. 9.00 til 16.00, samt lørdag, søndag og helligdage fra kl. 10.00 til 16.00.
- Naturstien og Pilen er åben døgnet rundt.