LEGOLAND fik i dag en ny stor attraktion, da transportminister Thomas Danielsen og hans tyske kollega Claus Ruhe Madsen, Slesvig-Holsten, indviede en stor LEGO-udstillingen af byggeriet af Femern Bælt-tunnelen mellem Danmark og Tyskland.
Den over 250 kvm store Femern-udstilling ligger centralt i Miniland med blandt andet en model af tunnelfabrikken, graveskibe, nedsænkning af tunnelelementer, trafik på byggepladsen og lokale kendetegn fra både Lolland-Falster og Nordtyskland.
Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem LEGOLAND og Sund & Bælt, der er statens bygherre på Femern Bælt-projektet. Hensigten er blandt andet at gøre flere unge interesserede at tage en erhvervsuddannelse, og på sigt tiltrække flere lærlinge til byggebranchen.
“Når man er i LEGOLAND er det svært ikke at lade sig rive med. Uanset om man er barn eller voksen, så er Femern-udstillingen bare virkelig imponerende. Jeg håber, at nogle af de børn, der ser hvor fantastisk det her projekt er, får lyst til at tagen en uddannelse indenfor byggefagene”, sagde Transportminister Thomas Danielsen i forbindelse med indvielsen.
Claus Ruhe Madsen, der er transportminister i den nordtyske delstat Slesvig-Holsten, benyttede også lejligheden til at fremhæve fascinationen over at opleve det omfattende tunnelbyggeri mellem Danmark og Tyskland omsat til LEGO klodser og understregede samtidig projektets betydning for sammenhængen mellem de to lande og resten af Europa.
”Jeg bliver altid imponeret, når jeg besøger den store tunnelbyggeplads. Men det er også fascinerende at se dette enorme projekt, som er så vigtigt for begge vores lande, genskabt med tusindvis af LEGO klodser. LEGO forbinder mennesker på tværs af landegrænser og generationer – ligesom Femern Bælt-tunnelen vil bringe mennesker, lande og markeder tættere på hinanden”, sagde Claus Ruhe Madsen.
I LEGOLAND glæder administrerende direktør Michael Ottesen sig til at parkens mange årlige gæster kommer til at opleve den nye attraktion, der med over 800.000 LEGO-klodser hører til blandt de største i Miniland.
“Femern-udstillingen er et nyt område med en masse bevægelse og interaktion. Jeg er overbevist om, at det bliver taget rigtig godt imod af vores gæster, og jeg kan se, at børnene allerede er gået i gang med at styre kranerne”, sagde Michael Ottesen.
For Sund & Bælt er samarbejdet med LEGOLAND særligt vigtigt. Byggebranchen mangler uddannet arbejdskraft, og det smitter af på den statslige bygherre, der allerede i dag er i gang med at undersøge de anlægsprojekter, der kan blive en realitet i fremtiden.
“Vi tror på, at vi med denne udstilling kan være med til at inspirere mange og tænde en gnist hos nogle af de børn, der i dag leger, men i morgen kan være dem, der bygger”, sagde Mikkel Hemmingsen, administrerende direktør i Sund & Bælt.
Om LEGOLAND
- Den første LEGOLAND åbnede i Billund i 1968.
- Miniland var hele omdrejningspunktet i den originale plan for LEGOLAND.
- I Miniland kan man opleve storslåede bygninger fra hele verden lavet i LEGO.
- I dag er der 10 LEGOLAND parker forskellige steder i verden.
Om Femern Bælt-tunnelen
- Femern Bælt-tunnelen bygges som en 18 km lang sænketunnel til biler og tog mellem Rødbyhavn på Lolland og den tyske ø Fehmarn.
- Femern Link Contractors (FLC) er hovedentreprenør på byggeriet af tunnelfabrik og tunnel.
- De første 10 elementer af tunnelens i alt 89 tunnelelementer er støbt.
- Tunnelen vil gøre det muligt at køre i tog på 2,5 timer mellem København og Hamborg.
- Tunnelen bygges med en tosporet motorvej i hver retning og to elektrificerede jernbanespor til højhastighedstog. Det vil tage 7 minutter at køre i tog fra Danmark til Tyskland og 10 minutter i bil.
- Sund & Bælt, der er bygherre på Femern Bælt-tunnelen, har stillet krav til entreprenørkonsortierne om, at der skal uddannes mindst 500 lærlingeårsværk i byggeperioden.
