Nyhed: Sund & Bælt annullerer to udbud
Sund & Bælt annullerer to igangværende udbud. Det ene udbud omfatter etablering af jernbane og kørestrøm i tunnelen. Det andet omfatter en kontrakt på et nyt betalingsanlæg til både Femern Bælt-tunnelen i Rødbyhavn og Storebæltsforbindelsen ved Halsskov.
Femern Bælt-tunnelen er foreløbigt mindst to år forsinket på grund af udfordringer med det specialfartøj, som skal stå for nedsænkningen af tunnelelementer. Da færdiggørelsen af tunnelen således bliver forsinket, bliver behovet for et betalingsanlæg og jernbaneanlæggets færdiggørelse også udskudt.
Sund & Bælt vil udarbejde en ny tidsplan efter nedsænkningen af de første tunnelelementer til den 18 kilometer lange sænketunnel mellem Rødbyhavn og Puttgarden. De to kontrakter forventes at blive genudbudt snarest muligt.