Sund & Bælt havde 27. oktober inviteret repræsentanter og samarbejdspartnere fra byggebranchen til officiel indvielse af Campus Femern – et nyt bolig- og læringsmiljø, hvor lærlinge på Femern Bælt-projektet kan bo under deres uddannelse på byggeriet af verdens længste sænketunnel.
Som bygherre på Danmarkshistoriens største infrastrukturprojekt har Sund & Bælt en særlig forpligtelse til at styrke uddannelsen af faglært arbejdskraft. Formålet med Campus Femern er derfor at skabe attraktive rammer, hvor lærlinge kan bo, lære og vokse – og forhåbentlig tiltrække flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse for at blive lærling på Femern Bælt-projektet.
Campus er placeret i naturskønne omgivelser tæt på byggepladsen og rummer bl.a. 24 boliger, fælleshus, værksted og træningsfaciliteter. Under indvielsen understregede Emilie Juel-Helwig, direktør for bæredygtighed i Sund & Bælt, betydningen af at tænke lærlinge aktivt ind i store byggeprojekter.
”Vi ved, hvor stor betydning det sociale har for de unges valg og trivsel under uddannelse. Derfor kræver det, at vi imødekommer de unges krav, hvis vi skal give flere lyst til at vælge en erhvervsuddannelse. Jeg er stolt af, at vi i dag officielt åbner Campus Femern, som, vi håber, vil sætte nye standarder for, hvordan vi tænker lærlingene ind i fremtidens store bygge- og anlægsprojekter", sagde Emilie Juel-Helwig, direktør for bæredygtighed i Sund & Bælt, under indvielsen.
Mere end bare tag over hovedet
Sund & Bælt har stillet krav til entreprenørerne om at levere mindst 500 lærlingeårsværk i løbet af projektets anlægsfase, og indtil nu har man uddannet 339 lærlingeårsværk, og man er således mere end halvvejs i mål.
Men for nogle af lærlingene på Femern Bælt-projektet ligger byggepladsen i Rødbyhavn langt fra deres hjemby. En af dem, der er langt væk hjemmefra, er Sebastian Grønn, der til dagligt er smedelærling hos hovedentreprenøren FLC.
“Jeg kommer fra Silkeborg, så det betyder meget at kunne bo tæt på arbejdspladsen og samtidig være en del af et fællesskab. Her har jeg både min egen bolig og adgang til træningscenter, TV-stue og bordtennis. Det gør det nemt at koble af – og være social med de andre lærlinge, når man har lyst,” siger han.
Til indvielsen deltog også direktør for Danske Byggefag, Søren Sand Kirk, som i anledningen holdt en tale, hvor han slog fast, hvor vigtigt et projekt Campus Femern er.
“Her bor lærlinge, der er langt hjemmefra. Fra smede til kranførere til IT-supportere. Det er unge mennesker, som bygger fremtidens Danmark. Og som fortjener de bedste rammer. På Campus Femern får de ikke bare et sted at bo. De får respekt for hinandens fag. De får følelsen af at høre til. Og venskaber for livet”, sagde Søren Sand Kirk i talen.
Udover boliger og diverse faciliteter, består Campus Femern også af en bygning med kontorpladser, hvor forskellige uddannelsesinstitutioner og erhvervsorganisationer vil få deres gang sammen med medarbejdere fra Sund & Bælt.
Om Femern Bælt-tunnelen
- Femern Bælt-tunnelen bygges som en 18 km lang sænketunnel til biler og tog mellem Rødbyhavn på Lolland og den tyske ø Fehmarn.
- Tunnelen bygges med en tosporet motorvej i hver retning og to elektrificerede jernbanespor til højhastighedstog. Det vil tage 10 minutter at køre fra Danmark til Tyskland i bil og 7 minutter i tog.
- Sund & Bælt, der er bygherre på Femern Bælt-forbindelsen, har stillet krav til entreprenørkonsortierne om, at der skal uddannes minimum 500 lærlingeårsværk i byggeperioden. Indtil videre er der uddannet 339 lærlingeårsværk.