Vipstjerter, lærker, svaner – flere forskellige fuglearter lever på Femern Bælt-projektets tunnelbyggeplads ved Puttgarden. I ynglesæsonen, der netop er afsluttet, har der imidlertid været en særlig gæst: For første gang ynglede den lille præstekrave på selve byggepladsen og sendte for nylig sine unger sikkert på vingerne.
"At en lille præstekrave yngler på vores byggeplads og opfostrer sine unger, er et stærkt tegn på, at vi lykkes med at kombinere anlægsarbejde og naturbeskyttelse i byggeriet af Femern Bælt-tunnelen. Dette er blot ét eksempel ud af mange, som viser, at vores miljøtiltag virker," siger Elena Mettler, miljøchef hos Sund & Bælt, der er bygherre på Femern Bælt-projektet.
Eksperter beskytter ynglesteder Miljøbeskyttelse er en integreret del af arbejdet på den tyske tunnelbyggeplads, hvor eksperter regelmæssigt kontrollerer byggepladsen.
Især i ynglesæsonen fra begyndelsen af marts til slutningen af juli har ornitologerne travlt med at undersøge potentielle levesteder for fugle på byggepladsen. To gange om ugen finkæmmer eksperter området med kikkert for at identificere ynglesteder og derefter sørge for den nødvendige beskyttelse.
Den tyske tunnelbyggeplads dækker et areal på ca. 100 hektar. Men da byggeri ikke udføres overalt på samme tid, kan visse områder tjene som sikre tilflugtssteder for fugle i ynglesæsonen, mens steder med byggeaktivitet holdes fri.
Den lille præstekrave foretrækker åbne og grusbelagte områder, og den ser ud til at have fundet sig til rette på den tyske tunnelbyggeplads – med lidt hjælp fra sine omgivelser.
"Vi planlægger byggearbejdet på en sådan måde, at vi kan tage højde for dyrenes behov," siger Elena Mettler.
