Landets største læreplads for lærlinge ligger i Rødbyhavn. Her får hundredvis af unge en del af deres uddannelse på byggeriet af Femern Bælt-tunnelen.
Men hvor skal fremtidens faglærte arbejdskraft komme fra? Det er det dybt alvorlige spørgsmål, som stilles på byggepladser i hele landet. Det gælder også for Sund & Bælt, der som bygherre på nogle af Danmarks største og vigtigste anlægsprojekter er afhængig af en veluddannet arbejdsstyrke for at komme i mål.
Tænk ud af boksen
Det kræver mere end blot et stort anlægsprojekt, hvis fremtidens unge skal vælge en uddannelse inden for byggefagene. Der skal tænkes mere ud af boksen hos bygherrerne. Det siger Emilie Juel-Helwig, direktør for bæredygtighed i Sund & Bælt, der står bag byggeriet af Femern Bælt-tunnelen til Tyskland og er med, når det officielle europamesterskab for unge faglærte på EuroSkills løber af stablen over tre travle dage i Herning.
”Først og fremmest skal vi kunne vise, at her kan du lære både et fag og bidrage til noget betydningsfuldt. Det giver færdigheder, der åbner døren til en spændende karriere inden for byggeriet. Men hvis flere unge, skal vælge denne retning, stiller det også krav til, at vi som bygherrer er i stand til at inspirere de unge i valg af uddannelse”, siger Emilie Juel-Helwig.
På Femern Bælt-projektet løftes denne opgave til dels gennem formelle krav i de store anlægs-kontrakter om uddannelse af mindst 500 lærlingeårsværk. Her har man indtil nu uddannet 358 lærlingeårsværk og er således mere end halvvejs i mål.
I foråret åbnede man desuden det nye udsigtspunkt Pilen, som fra 24 meters højde sørger for, at gæster i alle aldre kan følge med i tunnelbyggeriet.
Boliger til lærlingene
Som noget særligt har man nu også som det første anlægsprojekt nogensinde etableret et attraktivt bolig- og læringsmiljø tæt på tunnelfabrikken i Rødbyhavn, der henvender sig særligt til lærlingene. Campus Femern har således 24 individuelle boliger til lærlinge med lang afstand til hjemmet og fælles faciliteter, hvor de kan mødes i fritiden.
”Campus Femern er en ny satsning, som vi har store forventninger til. Udover at være et boligtilbud, giver Campus Femern også mulighed for socialt samvær. Det er noget som lærlinge i byggebranchen efterspørger og kan være med til at forhindre, at de falder fra under uddannelsen. De første lærlinge fra alle egne af landet er flyttet ind, og deres tilbagemeldinger er positive”, siger Emilie Juel-Helwig.
Ansvaret hviler på alle
Et andet initiativ er udviklingen af TunnelTalenter, der er et undervisningsmateriale henvendt til 6. og 7. klassetrin i folkeskolen, hvor eleverne skal løse opgaver om Femern Bælt-tunnelen. Indtil videre er materialet blevet brugt af mere end 200 skoleklasser landet over siden lancerin-gen i sommeren 2023.
”Vi ser byggeriet af Femern Bælt-tunnelen som en mulighed for at begejstre børn og unge og skabe interesse for store byggerier, og derfor gør vi, alt hvad vi kan, for at fortælle om mulighederne i øjenhøjde med de unge. Men vi kan ikke løfte opgaven alene, og vi har brug for et fortsat stærkt samarbejde mellem virksomheder, bygherrer og uddannelsesinstitutionerne, hvis byggefagene skal blomstre,” siger Emilie Juel-Helwig.
Sund & Bælt er event partner på EuroSkills 2025. Man kan møde Femern Bælt-projektet i Hal M på den store uddannelsesmesse den 10.-13. september i Herning.


