Siden åbningen i marts har nu over 100.000 gæster besøgt udsigtspunktet Pilen og udsigten over byggeriet af Femern Bælt-tunnelen ved Rødbyhavn. Helt præcist har 112.000 gæster passeret tælleapparatet til den nye attraktion.
Dermed har Pilen og tunnelbyggeriet på et halvt år etableret sig som en af de mest populære destinationer på Lolland for både lokale borgere og turister fra ind- og udland.
“Pilen har på kort tid etableret sig som en af Lolland-Falsters største attraktioner. Det er fantastisk at se både lokale og turister samles om denne unikke oplevelse, der ikke blot giver et indblik i det imponerende byggeprojekt, men også inviterer os til at kigge ud i fremtiden og forestille os de muligheder, det vil skabe”, siger Lindy Kjøller, destinationschef for Visit Lolland-Falster.
Pilen er en 217 meter lang og 24 meter høj udsigtsbakke placeret tæt på indgangen til den kommende Femern Bælt-tunnel til Tyskland. Den er etableret netop for at gøre det muligt at følge med i det fascinerende anlægsprojekt og inspirere børn og unge til at overveje en uddannelse inden for byggefagene.
“De mange gæster på Pilen understreger den store interesse for Femern Bælt-projektet. At opleve vores byggeplads på nært hold fremhæver ikke blot projektets omfang, men også den stolthed, de muligheder og den energi, byggeriet allerede bringer til Lolland-Falster”, siger Maria Steno, kommunikationsdirektør i Sund & Bælt.
I direkte forbindelse med Pilen har Sund & Bælt etableret en natursti, som fører ind til Femern-udstillingen i Havnegade i Rødbyhavn. Stien er 2,2 kilometer lang og krydser blandt andet søer, skov, åben natur, vandhuller og den tidligere jernbane i Rødbyhavn.
Pilen har fri adgang for alle hele vejen til toppen og holder åben året rundt.
Fakta om Pilen
- Placering: Rødbyhavn, ved Femern Bælt-tunnelens indgang
- Åbnet: 6. marts 2025
- Antal besøgende: 112.000
- Længde og højde: 217 meter lang, 24 meter høj
- Adgang: Gratis og åben året rundt
- Formål: Udsigtspunkt til tunnelbyggeriet og inspiration til erhvervsuddannelser

