Femern
Search

Femern-tunnelen skaber hundredvis af lærlingepladser

29-07-19

I forbindelse med byggeriet af Femern-tunnelen vil der blive skabt mindst 500 lærlingeårsværk. En af lærlingene arbejder på et laboratorie i Hørsholm.

Byggeriet af Femern-tunnelen kræver ekspertviden fra hele verden. Byggepladsen ved Rødbyhavn på Lolland, bliver imidlertid også til læreplads for flere hundrede unge. Det er krav fra bygherren Femern A/S til entreprenører, rådgivere og underleverandører på projektet.

”Vi stiller klare krav til både de danske og udenlandske entreprenører. Som offentligt ejet selskab vil vi sikre, at arbejdet i Rødbyhavn foregår på danske løn- og arbejdsvilkår, og at vi tager et medansvar for, at der bliver skabt lærlingepladser til næste generation”, siger Henrik Christensen, teknisk direktør, Femern A/S.

Allerede før byggeriet, af det der bliver verdens længste sænketunnel for alvor er gået i gang, er der allerede oprettet godt 25 lærepladser. Én af dem er 22 år Yahya Abdehady, der fik læreplads hos Femern-rådgiveren DHI i Hørsholm, der er verdens førende virksomhed inden for modellering af havstrømme.

Her arbejder han til daglig med at bygge og vedligeholde de elektroniske målebøjer, der overvåger havmiljøet i Femern Bælt.

”Jeg er rigtig glad for min læreplads her hos DHI. Der er både plads til at nørde med elektronikken, og komme ud i virkeligheden for at arbejde med tingene i praksis. Det synes jeg, er en rigtig god blanding”, siger Yahya Abdehady.

DHI står for de hydrografiske modeller af Femern Bælt i samarbejde med Orbicon, de tyske MariLim og BioConsult SH for det overvågningsprogram som skal sikre, at miljøet ikke tager skade under byggeriet. Det sker blandt andet ved hjælp af målebøjer i Femern Bælt, som konstant sender data tilbage til hovedkontoret i Hørsholm.

”Af og til sker det, at bøjerne går ud af drift, og så må vi rykke hurtigt ud. Hvis først, der går vand i elektronikken, så brænder det lynhurtigt sammen. Så smider man bare, hvad man har i hænderne og rykker ud. Det er ret fedt at være med til”, siger Yahya Abdehady, der læser til elektronikfagtekniker.

Hos DHI er man rigtig glade for at have fået Yahya som lærling.

”Yahya arbejder selvstændigt og er glad for at tage med ud i felten. Efter at have gennemført de obligatoriske sikkerhedskurser var Yahya med ude midt i Femern Bælt for at lægge en af de rigtig store målestationer ud. Yahya tager fat med det samme og er en stor hjælp under arbejdet”, siger Ian Sehested Hansen, der er koordinerer moniteringen for Femern A/S på DHI.

Yahya Abdehady har knap to år tilbage af sin uddannelse. I sin fritid bygger han hjemmelavede fjernstyrede biler og skibe, og han drømmer om at starte sin egen virksomhed en dag.

”Nogle gange føler jeg, at jeg har fundet det helt rigtige sted at kombinere min hobby med min uddannelse. Jeg kan godt lide, at tingene ikke bare virker optimalt men også ser pæne ud. Det er bare rigtig tilfredsstillende, når en lodning er helt præcis, og det er virkelig noget, man lærer herinde hos DHI”, siger Yahya Abdehady.

Den 26. marts 2019 besluttede Forligskredsen bag Femern-tunnelen at igangsætte anlægsfasen på den danske side af Femern Bælt.

Blandt de større opgaver er arbejdet med at forberede og etablere en ny arbejdshavn øst for Rødbyhavn. Den skal forsyne tunnelelementfabrikken med råmaterialer, og det er også via havnen, at de færdige tunnelelementer skal sejles ud og sænkes på plads i Femern Bælt. Byggeriet af arbejdshavnen begynder i slutningen af 2019.


Femern A/S bruger egne cookies samt cookies fra tredjeparter, når du besøger hjemmesiden. Cookies bruges til at huske dine indstillinger, trafikmåling og til at vise målrettede annoncer til dig. Ved at klikke videre på hjemmesiden giver du samtykke til denne brug af cookies. Ønsker du ikke at acceptere brugen af cookies, er det nødvendigt at forlade hjemmesiden eller blokere cookies i din browser. Du kan altid tilbagekalde dit samtykke ved at blokere brugen af cookies i din browser. Læs mere her.

OK