Femern
Search

Femern-forbindelsen udveksler erfaringer med Rønne Havn

24-10-18

Udbygningen af Rønne Havn har vakt interesse hos danmarkshistoriens største byggeprojekt.

I forbindelse med byggeriet af den kommende Femern-tunnel skal der bl.a. opføres en helt ny arbejdshavn ved Rødbyhavn på Lolland. Havnen skal modtage de flere millioner tons byggematerialer, der skal bruges til at opføre tunnelen, og til at udskibe de færdige beton-elementer på hver 70.000 tons, som tunnelen mellem Rødby og Puttgarden skal bygges med.

For at udveksle erfaringer om store havnebyggerier, besøger en delegation fra Femern A/S i dag Rønne Havn.
 
”Udbygningen af Rønne Havn er af flere grunde et interessant projekt for os at studere. Det handler både om anlægsmetoder og om den store betydning god infrastruktur kan få for udviklingen og jobskabelsen i en region”, udtaler adm. direktør i Femern A/S, Claus F. Baunkjær.

Det er den danske entreprenør Per Aarsleff A/S, der har vundet kontrakten på udbygningen af Rønne Havn. Samme selskab har også en stor rolle i byggeriet af den kommende Femern-tunnel, hvor entreprenøren er en del af det konsortium, der skal bygge selve tunnelen og de tilkørselsportaler, der leder trafikken ned i tunnelen.

Under dagens besøg vil administrerende direktør i Rønne Havn, Thomas Bendtsen præsentere udvidelsesplanerne, hvorefter delegationen vil besøge byggepladsen i Nordhavnen og mødes med repræsentanter fra Per Aarsleff A/S.

Femern-projektet er godt på vej. I 2018 er de store offentlige høringer i Tyskland afsluttet, og fase 2 af anlægsforberedelserne er igangsat ved Rødbyhavn.

Femern A/S bruger egne cookies samt cookies fra tredjeparter, når du besøger hjemmesiden. Cookies bruges til at huske dine indstillinger, trafikmåling og til at vise målrettede annoncer til dig. Ved at klikke videre på hjemmesiden giver du samtykke til denne brug af cookies. Ønsker du ikke at acceptere brugen af cookies, er det nødvendigt at forlade hjemmesiden eller blokere cookies i din browser. Du kan altid tilbagekalde dit samtykke ved at blokere brugen af cookies i din browser. Læs mere her.

OK