Femern
Search

Femern A/S afleverer ansøgning om myndighedsgodkendelse i Tyskland

18-10-13

Den faste forbindelse over Femern Bælt er rykket et stort skridt nærmere. Efter flere års forberedelser har Femern A/S i dag afleveret en 10.000 sider lang ansøgning til den tyske myndighed i Slesvig-Holsten om at anlægge en 18 kilometer lang tunnel mellem Rødbyhavn og Puttgarden. Dermed er selve godkendelsesprocessen i fuld gang i både Tyskland og Danmark.

Den tyske godkendelsesmyndighed i Kiel tog fredag imod de 19 fyldte ringbind, som ansøgningen omfatter. Det skete i overværelse af den slesvig-holstenske transportminister Reinhard Meyer (SPD). Den tyske godkendelsesmyndighed i Kiel skal herefter gennemføre en offentlig høring af projektet på tysk side.

”Der ligger et meget omfattende arbejde bag den historisk store ansøgning, og det er en rigtig god dag for vores projekt. Jeg er meget glad for, at vi har opnået de tyske myndigheders opbakning til at færdiggøre og indlevere vores endelige og meget detaljerede ansøgning om myndighedsgodkendelse af Femern Bælt-tunnelen i Tyskland. Det var ikke lykkedes uden et godt og løsningsorienteret samarbejde med de tyske myndigheder", siger administrerende direktør i Femern A/S, Claus F. Baunkjær.

"Efter offentliggørelsen af den danske VVM-redegørelse i juni, og den officielle start på selve udbudsfasen med de prækvalificerede entreprenørkonsortier i august er dette den tredje vigtige milepæl, vi har nået i år. Vi har dermed nået alle vores centrale mål for 2013. Men ganske mange tunge processer skal naturligvis falde helt i hak, før vi kan komme i gang med selve byggeriet af verdens længste sænketunnel. Vi kommer eksempelvis til at følge resultatet af den offentlige høring i Tyskland tæt. I mellemtiden er vi gået i gang med at forberede området ved Rødbyhavn, hvor tunnelfabrikken skal ligge, f.eks. ved at bygge adgangsveje”, siger Claus F. Baunkjær,

Der forventes dansk og tysk godkendelse af projektet, så anlægsarbejdet kan gå i gang i sommeren 2015. Femern Bælt-tunnelen åbner efter planen i slutningen af 2021.


Den tyske godkendelsesmyndighed har modtaget ansøgningen fra Femern A/S. Fra venstre ses direktør for LBV Lübeck Torsten Conradt, projektdirektør i Femern A/S Claus Dynesen, transportminister i Slesvig-Holsten Reinhard Meyer (SPD), afdelingsleder i LBV Kiel Susan Müller og adm. direktør i Femern A/S, Claus F. Baunkjær.

Femern A/S bruger egne cookies samt cookies fra tredjeparter, når du besøger hjemmesiden. Cookies bruges til at huske dine indstillinger, trafikmåling og til at vise målrettede annoncer til dig. Ved at klikke videre på hjemmesiden giver du samtykke til denne brug af cookies. Ønsker du ikke at acceptere brugen af cookies, er det nødvendigt at forlade hjemmesiden eller blokere cookies i din browser. Du kan altid tilbagekalde dit samtykke ved at blokere brugen af cookies i din browser. Læs mere her.

OK