Femern
Search

VVM-redegørelsen for en fast forbindelse over Femern Bælt sendes i offentlig høring

28-06-13

VVM-redegørelsen for den faste forbindelse over Femern Bælt er nu klar til at blive vurderet af danske myndigheder og borgere. Den 28. juni 2013 sætter transportminister Henrik Dam Kristensen gang i en høringsperiode for projektet.

Den faste forbindelse over Femern Bælt består af en firesporet motorvej og en tosporet, elektrificeret jernbane. Den maksimale hastighed på jernbanen bliver 200 km/t og på motorvejen 110 km/t. Når forbindelsen står færdig i slutningen af 2021, vil rejsen under bæltet tage ca. syv minutter med tog og ca.10 minutter med bil. 

Myndighederne i både Danmark og Tyskland skal vurdere, om projektet for forbindelsen over Femern Bælt kan godkendes og beslutte, hvilke vilkår der skal gælde for byggeriet. Den danske offentlige høring af VVM-redegørelsen indledes nu, og den tyske godkendelsesproces forventes at gå i gang senere i 2013. 

VVM proces efter fire års undersøgelser 

Transportministeriet foretager høringen på baggrund af den VVM-redegørelse (Vurdering af Virkninger på Miljøet), som Femern A/S har udarbejdet efter godt fire års omfattende undersøgelser. 

I hele høringsperioden fra 28. juni 2013 til 20. september 2013 har offentligheden – borgere, myndigheder, NGO’er og virksomheder – mulighed for at komme med idéer, forslag og kommentarer. 

Som en del af den offentlige høring er der planlagt et offentligt møde torsdag den 29. august 2013 kl. 17.00 – 20.00  i Lalandia, Rødby, hvor alle har mulighed for at stille spørgsmål og afgive bemærkninger. 

Når høringsperioden er slut, vil transportministeren i samarbejde med relevante myndigheder og Femern A/S besvare alle indkomne forslag og bemærkninger til projektet i et høringsnotat. 

På baggrund af høringsnotatet og VVM-redegørelsen vil der blive udarbejdet forslag til en anlægslov, der forventes fremsat i Folketinget i slutningen af 2014. 

Der peges på en sænketunnel som den foretrukne tekniske løsning, men også alternative tekniske løsninger beskrives i VVM-redegørelsen. Forslaget til anlægslov vil indeholde en indstilling til den endelige tekniske løsning for kyst-kyst forbindelsen og de danske landanlæg. 

Når Folketinget har vedtaget anlægsloven og de tyske myndigheder har udstedt en projektgodkendelse, kan Femern A/S indgå byggekontrakter og dermed begynde anlægsarbejdet på kyst-kyst forbindelsen. 

Tidsplan 

Normalt er en VVM-høringsperiode otte uger, men det er besluttet at forlænge høringsperioden til 12 uger, da høringen igangsættes umiddelbart inden sommerferieperioden.   

En sammenfattende rapport af VVM-redegørelsen for en fast forbindelse over Femern Bælt kan i hele høringsperioden findes på www.hoeringsportalen.dk. Herudover offentliggør Femern A/S VVM-redegørelsen samt alle tilhørende baggrundsrapporter og visualiseringsbilag på www.vvmdokumentation.femern.dk/

Femern A/S arbejder i den kommende tid med tre centrale processer i planlægningen af den faste forbindelse over Femern Bælt: 
  • Dansk godkendelsesproces 
  • Tysk godkendelsesproces 
  • Udbud og forberedelse til byggefasen 
Det forventes, at forslag til anlægslov kan fremsættes til Folketingets behandling i slutningen af 2014, så loven vil kunne vedtages i begyndelsen af 2015. Den tyske myndighedsgodkendelse forventes at foreligge i første halvår 2015. 

Selve anlægsarbejdet på kyst-kyst forbindelsen vil dermed kunne begynde i sommeren 2015. Det er målet, at tunnelen mellem Rødbyhavn og Puttgarden åbner ved udgangen af 2021.

Femern A/S bruger egne cookies samt cookies fra tredjeparter, når du besøger hjemmesiden. Cookies bruges til at huske dine indstillinger, trafikmåling og til at vise målrettede annoncer til dig. Ved at klikke videre på hjemmesiden giver du samtykke til denne brug af cookies. Ønsker du ikke at acceptere brugen af cookies, er det nødvendigt at forlade hjemmesiden eller blokere cookies i din browser. Du kan altid tilbagekalde dit samtykke ved at blokere brugen af cookies i din browser. Læs mere her.

OK