Femern
Search

ANNE BØGH JOHANSEN, CHIEF LEGAL OFFICER

Mit arbejde kan ses i landskabet

Jeg bliver glad af at arbejde sammen med inspirerende kolleger mod et fælles mål og føle, at vi er med til at gøre en forskel for så mange mennesker. Og så er det også meget inspirerende at være en del af et projekt, hvor man kan se det fysiske resultat, som er en 18 kilometer lang sænketunnel.

Som juridisk rådgiver på Femern-projektet er jeg med til at definere og forklare spillereglerne for byggeriet – og sørge for, at de bliver fulgt til punkt og prikke. Det er det arbejde, der ligger i at få kontrakter på plads, fortolke vores rettigheder og forpligtelser og sørge for, at vores samarbejdspartnere gør det samme. I og for sig handler det om at hjælpe med, at tingene sker på en ordentlig måde. Normalt kan juridisk arbejde være meget sort/hvidt. Men her er der en virkelighed, som alt skal passes ind i.  Vi arbejder ikke kun med at nedfælde ord på papir, men der skal faktisk bygges en tunnel. 

Jeg får virkelig udfordret mig selv fagligt som jurist, og samtidigt gør det mig stolt at være med til et historisk projekt, der kommer til at gøre en forskel for millioner af mennesker og skabe en helt ny region i Nordeuropa. Og projektet er stort på så mange planer. Det handler om mere end at få bygget en tunnel. Det handler lige så meget om måden tunnelen skal bygges på: vi skal have elever i uddannelse; vi vil gøre noget godt for miljøet på langt sigt, for arbejdsmiljøet og de mennesker, der skal arbejde på tunnelbyggeriet i mange år; CSR-arbejdet er ambitiøst; hvordan gør vi det bedst, så det hele hænger sammen og er attraktiv for alle?

Jeg oplever, vi er med til at gøre en forskel. Og vi gør det sammen. Mine kolleger er dybt inspirerende mennesker, der brænder for det, de laver. Vi arbejder mod det samme mål – og er med til at bakke hinanden op. Der er en god holdånd herinde, hvilket gør det let at blive revet med og gå glad hjem efter en arbejdsdag.

Og så er det altså enormt inspirerende at arbejde på et projekt, hvor man kan se et fysisk resultat. Det er ikke bare en masse papirbunker, der skal flyttes. Nej, mit arbejde sætter et aftryk i landskabet. Det er ret cool.

DET SOM GØR DET SÅ MOTIVERENDE AT ARBEJDE HER ER, AT LIGEGYLDIGT HVILKEN ROLLE MAN UDFØRER, SÅ ARBEJDER ALLE HEN IMOD ET FÆLLES MÅL.