Hvad søger du?

Byggepladser & tunnelfabrik

Byggepladsen forberedes

Før byggeriet af Femern Bælt-tunnelen kunne starte, skulle den enorme byggeplads forberedes med vand, strøm, kanaler og arbejdsveje, så den var klar til entreprenørerne.

Uden om byggepladsen blev der anlagt over 4 kilometer cykelstier og stibroer, der sikrer, at cyklister og gående let og trygt kan komme uden om byggepladsen, mens der bygges.

 

Arbejdshavn har nøglerolle

Entreprenørenes første opgave var at etablere den enorme arbejdshavn ved Rødbyhavn, der har en nøglerolle i anlægsfasen. Ved at sejle råmaterialer som sten, sand, grus og stål direkte til byggepladsen sparer man en omfattende og tung transport med lastbiler.

Arbejdshavnen står samtidig for udskibning af de færdige tunnelelementer.

På tysk side ved Puttgarden er der også blevet opført en mindre havn, der skal bruges til transport af råmateriale under byggeriet af tunnelportalen på den tyske side.

Arbejdshavnen i Rødbyhavn vil modtage op til 80.000 ton råmaterialer om ugen

Verdens største tunnelfabrik

Efter opførelsen af de to arbejdshavne, var næste skridt at opføre selve tunnelelementfabrikken. Fabrikken i Rødbyhavn er på cirka en mio. kvadratmeter og har seks produktionslinjer til de standard- og specialelementer, tunnelen skal bygges med.

Lidt vest for produktionsanlægget er der blevet opført et stort boligområde til tunnelarbejderne og kontor- og administrationsfaciliteter.

Specialfartøjer udgraver tunnelrende i Femern Bælt

Til søs er den 18 km lange tunnelrende medio april 2024 nu færdigudgravet. Tunnelrenden er her hvor elementerne skal nedsænkes. I alt er der blevet udgravet op mod 19 mio. kubikmeter sand, sten og jord, som skal blive til en 300 hektar ny strandpark ved Rødbyhavn.

Udgravningen foregår med specialdesignede graveskibe. I de kystnære områder er det pramme med backhoes. På det dybere vand er det nødvendigt at bruge såkaldte grab dredgers og sandsugere.

Connecting Europe
Sprog: Dansk

Sprog: Dansk