Femern
Search

Akademisk PA for administrerende direktør i Femern A/S

Femern A/S søger en ambitiøs akademiker, der vil bidrage til realisering af et af Europas største anlægsprojekter - den faste forbindelse over Femern Bælt og ser det som en vigtig opgave at understøtte den administrerende direktør i alle daglige aktiviteter.

Opgaven
Som akademisk PA vil du fungere som højre hånd for selskabets administrerende direktør. Du vil have en hverdag meget tæt på beslutningsprocesserne i en internationalt orienteret virksomhed og komme til at arbejde med en bred portefølje af opgaver i form af forberedelse af direktionsmøder og bestyrelsesmøder, udarbejdelse af notater og oplæg samt kalenderstyring og rejseplanlægning for den administrerende direktør.

Om dig

Du er nyuddannet fra en samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse (cand.jur., cand.polit., cand. scient. pol. eller lignende) eller har et par års erfaring. Du er udadvendt, god til at koordinere, arbejder selvstændigt og struktureret og har øje for detaljen. Du kan desuden nikke genkendende til følgende egenskaber: 


  • Gode kommunikationsevner – mundtlig og især skriftligt på såvel dansk som engelsk. Kendskab til tysk vil desuden være en fordel, men er ikke en betingelse.
  • Du er ansvarsbevidst, grundig og pligtopfyldende og har en imødekommende indstilling til både rutineopgaver og nye, uforudsete opgaver. Ingen opgave er med andre ord for stor eller lille.
  • Du er rolig og velafbalanceret, holder hovedet koldt i pressede situationer og har en veludviklet situationsfornemmelse.

Om os

Femern A/S er det selskab, som skal projektere, bygge og drive Femern-forbindelsen mellem Danmark og Tyskland over Femern Bælt. Femern A/S er et datterselskab i den statsejede Sund & Bælt koncern. Femern A/S består af engagerede medarbejdere med dansk, tysk eller anden international baggrund og har hovedkontor i centrum af København. Du kan læse mere om Femern A/S og om Femern Bælt-projektet på www.femern.dk.

Du vil opleve en strømlinet organisation, der hele tiden er under forandring i takt med at Femern-projektet udvikler sig. Vi er godt på vej mod anlægsfasen, og det er naturligvis afgørende for os som statsejet selskab, at alt går rigtigt til, og at alle regler overholdes.

Som kollega er det vigtigt, at du trives i et miljø, hvor der er høje krav til professionalisme og en fokuseret arbejdsindsats.  Du vil få muligheden for at arbejde i et kompetent fagligt miljø, med en række af Danmarks dygtigste fagspecialister.

Interesseret?

Så send din ansøgning, CV, eksamensbeviser og øvrig relevant materiale til: llu@femern.dk inden d. 14. august 2017. 

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Martin Jessen på tlf. 33 41 44 61.