Femern
Search

Tunnelbyggeri skaber tusindvis af nye jobs

Over en årrække kommer anlægsarbejdet på Femern-tunnelen til at skabe mange tusinde nye arbejdspladser. Især i Danmark, men også i Nordtyskland.

De direkte beskæftigede på tunnelens byggepladser skal for en stor dels vedkommende arbejde med jord- og betonopgaver. Hertil kommer en række specialopgaver i forbindelse med udgravning til tunnelrenden i havbunden samt transport og nedsænkning af de store tunnelelementer.

Foruden jord- og betonarbejdere bliver der brug for mange andre faglige kompetencer, som for eksempel ingeniører, elektrikere, mekanikere, svejsere, sømænd, skibsførere og andet maritimt personale, chauffører, maskinførere, VVS folk, kranførere, kabelarbejdere, landmålere og administrativt personale.

Mange underleverandører

De mange nye arbejdspladser hos entreprenørkonsortierne på byggepladserne ved Femern Bælt giver også ekstra beskæftigelse til underleverandører.

Det forventes, at der for hver eneste direkte beskæftiget hos entreprenørerne vil være endnu en ny medarbejder hos de virksomheder, der bliver underleverandører til projektet.

Erfaringer fra både Øresunds- og Storebæltsforbindelsen viser, at velforberedte lokale og regionale virksomheder har meget knowhow og ekspertise at tilbyde som underleverandører på et byggeri som Femern-forbindelsen. Det gælder naturligvis håndværksfagene, men efterspørgslen dækker alt lige fra hotel- og cateringbranchen, sikkerheds- og rengøringsfirmaer til lokale transportfaciliteter og meget mere.

Opskriften på en Femern-forbindelse

  • 3,2 millioner tons beton til tunnelelementer
  • Betonen forstærkes af 360.000 tons armeret stål
  • 172 specialbyggede stålskot, som skal svejses
  • Op til 3.000 tunnelbisser, der skal arbejde i 8,5 år
  • Omkring 100 dumpere, gravemaskiner og kraner til byggepladserne i Rødbyhavn og på Fehmarn

DE MANGE NYE ARBEJDSPLADSER HOS ENTREPRENØR- KONSORTIERNE PÅ BYGGEPLADSERNE VED FEMERN BÆLT GIVER OGSÅ EKSTRA BESKÆFTIGELSE TIL UNDERLEVERANDØRER.